Med ødelæggelsen af et af Danmarks største kulturminder, Børsen i København, melder behovet sig for minutiøst at kunne dokumentere landets bevaringsværdige bygninger. For at forberede sig på lignende scenarier i fremtiden har teknologivirksomheden Innopixel inviteret Leica Geosystems med i et pilotprojekt, der skal gennemføre en 3D-scanning af blandt andet altertavlen i Odense Domkirke.
Ifølge Michael Lundorff-Hansen, der er CEO i og stifter af Innopixel, har virksomheden været i dialog med Leica Geosystems gennem mange år, men det er først nu, at parterne arbejder sammen på et konkret projekt.
– Fra starten har visionen været at lave en stor og detaljeret scanning af domkirken i Odense. Til formålet søgte vi efter en partner, som kunne stille noget udstyr og knowhow til rådighed, som vi ikke selv besidder. Leica Geosystems præsenterede os for deres 3D-laserscannere i BLK- og RTC-serien, og det lød så spændende, at vi inviterede dem med i projektet. Nu får vi så mulighed for at se, hvad deres teknologi kan, og på den måde får vi et unikt og vigtigt indblik i, hvordan et helt nye område kan udforskes, fortæller Michael Lundorff-Hansen.
Og arbejdet med at 3D-kortlægge bevaringsværdige bygninger haster, ifølge Niki Christensen, der er administrerende direktør i Leica Geosystems:
– Hvis en bevaringsværdig bygning styrter sammen eller brænder ned under en renovering, er det i langt de fleste tilfælde umuligt at genskabe bygningen, når der kun foreligger gamle plantegninger og billeder. Udfører man en databaseret 3D-scanning, inden man påbegynder renoveringen, får man skabt en ’digital tvilling’. Derved sikrer man, at unikke dele som facader, vinduer, døre, kviste, skorstene og andre konstruktioner ikke går tabt i genopbygningen, hvis det værst tænkelige sker.
IndustryRadar Danmark
Lindhagensgatan 53
112 43 Stockholm, Sverige
Kundeservice: +468 – 400 22 620
Administrerende direktør: Oscar Lundberg
Redaktionschef: Myrna Whitaker
Ejer: IndustryRadar AB(SE), et uafhængigt,
(redaktionelt uafhængigt selskab)
Organisationsnummer: 559303-9182
[email protected]
Copyright iRadar.dk – 2025