I løbet af de næste syv år vil Egedal Kommune få et nyt byområde ved Dam Holme i Stenløse. Landskabsbyen, som bydelen er blevet døbt, vil bestå af 900 nye boliger og vil være beliggende lidt nord for Egedal Station. Projektet vil blive opført i flere etaper.
Boliger, institutioner og rekreative områder
Industriens Pension er bygherre for den første del af byggeriet, som omfatter 171 boliger, en daginstitution og et aktivitetshus. Denne første etape, der vil bestå af 16.900 m2 bolig, anslås til at komme til at koste 290 millioner.
Læs også: Ambitiøst byplanlægningsprojekt i Vinge
Ejendomschef i Industriens Pension, Søren Tang Kristensen, fortæller:
– Det bliver en åben bydel, der er tilpasset det omkringliggende landskab og har en god blanding af leje- og ejerboliger i forskellige størrelser. Samtidig forventer vi, at investeringen vil give et godt langsigtet afkast til medlemmerne.
Børnevenlig bydel
Egedal Kommune lægger vægt på, at Landskabsbyen skal være et godt sted at bo, især for børnefamilier. Der vil blandt andet blive bygget en ny børneinstitution, en kombineret vuggestue og børnehave til 180 børn.
Læs også: Ambition om 2.500 nye boliger i Sønderborg
Formand for Plan- og Byudviklingsudvalget i Egedal Kommune, Ulrik John Nielsen, glæder sig til de nye attraktive boliger der skal ligge i landsbyklynger:
– Vi har lagt meget vægt på, at Landskabsbyen skal være et rart sted at bo og leve. Det bliver et grønt og børnevenligt område med masser af muligheder for leg og rekreation og et flot og tidssvarende børnehus, siger han.
Tidsplan og budget
Det første spadestik til Landskabsbyen er taget, og de første boliger og daginstitutionen forventes at være færdige i efteråret 2026. Entreprenør Thomas Jørgensen ApS er allerede gået i gang med etablere veje, stier, vandafledning, fortov og byrum, et projekt der er berammet til 30 millioner. Den efterfølgende etape, der vil bestå af 740 boliger, vil blive påbegyndt i 2027 og forventes at være færdige i 2032. Budgettet for anden etape er anslået til 1,6 milliarder kroner.
Bygningerne tegnes af arkitektfirmaet Vandkunsten, mens HHM har vundet totalentreprisen på både boliger og for daginstitutionen.
IndustryRadar Danmark
Lindhagensgatan 53
112 43 Stockholm, Sverige
Kundeservice: +468 – 400 22 620
Administrerende direktør: Oscar Lundberg
Redaktionschef: Myrna Whitaker
Ejer: IndustryRadar AB(SE), et uafhængigt,
(redaktionelt uafhængigt selskab)
Organisationsnummer: 559303-9182
[email protected]
Copyright iRadar.dk – 2025