Byggeri
3 mins read

Byggeopstart på Byens Hus i Ørestad Syd

25/06/2025, 10:26
Foreløbig illustration af Byens Hus, Ørestaden.
Byens Hus set fra Asger Jorns Allé. Illustration: ACT Architects

Da Ørestaden i sin tid blev projekteret, var det meningen, at bydelen skulle blive et ny, smart bydel. Men resultatet er ikke levet op til målsætningerne. Således er bydelen i stedet kendt for sine mennesketomme og vindomsuste gader. Men det skal der gøres noget ved.

Et nyt kulturhus i Ørestaden

Siden 2017 har der været ideer fremme om at bygge et kulturhus i Ørestaden, kaldet Byens Hus, som kunne puste mere liv i området. Huset skal være et nyt samlingspunkt for beboerne i Ørestad Syd, med forenings-, fest- og mødelokaler, værksteder, en café og to store multisale.

I begyndelsen af 2022 forlød det, at byggeriet skulle gå i gang efteråret samme år. Men på grund af opkøb af ejendomsudvikleren/entreprenøren KPC måtte byggeriet udskydes. By & Havn, der står som bygherre, har dog nu fundet en anden spillere, ejendomsudvikleren FB Gruppen, som har overtaget stafetten. Byggeriet forventes at sættes i gang i august 2025.

Endelig!

Både hos By & Havn og hos FB Gruppen er man glad for at kunne komme i gang med byggeriet:

– Det glæder os at vi har indgået en aftale med FB Gruppen, så Byens Hus nu endelig kan opføres på Asger Jorns Allé. Og vi ved, at Ørestad har glædet sig til, at vi kunne realisere Byens Hus til gavn og glæde for de mange beboere, der ønsker et sted til kultur og fritidsaktiviteter. Derfor er det en stor milepæl for bylivet, vi passerer, når FB Gruppen går i jorden og starter byggeriet af Byens Hus op. Huset ligger på den meget attraktive grund ud mod Fælledpromenaden, som alle beboere og brugere af huset nu får glæde af, siger administrerende direktør Anne Skovbro, By & Havn.

– Projekter og byggesager, der understøtter mangfoldigheden og sammenhængskraften i en bydel, medvirker vi meget gerne til realiseringen af. Derfor er vi glade for tilliden fra By & Havn til dette projekt, som andrager ca. 12.000 m2, hvoraf 7.600 m2 er boliger. Med en fantastisk beliggenhed ud mod Fælleden og faciliteter som Royal Arena, skøjtehallen og Naturcenter Amager i umiddelbar nærhed vil de kommende boliger få en usædvanlig attraktiv placering i Ørestad, udtaler Hans Bo Hyldig, administrerende direktør i FB Gruppen A/S

Ny arkitekt

Hvor det oprindelige projekt var tegnet af AART Architects, er det en anden tegnestue, ACT Architects, der står bag de nyeste og endelige tegninger. Det har blandt andet betydet ændringer af facaden og af byrummene.

Det formelle

Byens Hus ejes af Foreningen Byens Hus, mens Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune kommer til at stå for den daglige drift af huset, ligesom det er tilfældet med Københavns kommunale kulturhuse som for eksempel Islands Brygge Kulturhus.

Ud over beboer- og kulturhuset kommer byggeriet til at rumme en daginstitution og boliger. FB Gruppen, som er bygherre på projektet, vil fremadrettet være ejer af boligerne, mens daginstitutionen sælges til Københavns Kommune, når byggeriet er færdigt. By & Havn køber beboer- og kulturhuset, hvorefter det overdrages til Foreningen Byens Hus, som repræsenterer de boligbyggerier, som har lagt en del af deres fællesarealer i huset.

Fakta

  • På byggefeltet langs Fælledpromenaden og Asger Jorns Allé opføres beboer- og kulturhuset Byens Hus, en daginstitution samt boliger i 10-11 etager
  • Byens Hus vil være på ca. 2.500 m2
  • Daginstitutionen bliver på ca. 2.000 m2 med dertilhørende legefaciliteter
  • Boligerne udgør ca. 7.600 m2 og vil bestå af 95 ejerboliger i forskellige størrelser
  • Foreningen Byens Hus har eksisteret siden 2019 og består af 22 boligbyggerier i Ørestad Syd, som er omfattet af tillæg 2 til lokalplan 398 ”Ørestad Syd”
  • Bygherre på projektet er FB Gruppen A/S
  • Byggeriet er tegnet af ACT Architects
  • Byggeplads etableres på nabobyggefeltet ved Den gule plads på Asger Jorns Allé i sommeren 2025
  • Byggeriet forventes påbegyndt i august 2025 og afsluttet i sidste halvår af 2027 afhængigt af myndighedsbehandlingen.
#act architecture #fb gruppen #Ørestad
Agner Clausen