Byggeri
2 mins read

Det nye Statens Naturhistoriske Museum er overtaget af Københavns Universitet

29/07/2024, 09:52
Det nye Statens Naturhistoriske Museum er overtaget af Københavns Universitet
Kilde: Vejdirektoratet
Agner Clausen Agner Clausen
Like 0

Fredag den 12. juli 2024 blev det nye Statens Naturhistoriske Museum officielt overdraget til Københavns Universitet (KU) på et møde mellem repræsentanter fra Københavns Universitet, Vejdirektoratet og Bygningsstyrelsen.

Vejdirektoratet har været bygherre på byggeriet siden 2018, da direktoratet overtog byggeriet fra Bygningsstyrelsen. Første spadestik blev taget i 2019, og med overdragelsen kan Københavns Universitet tage bygningen i brug og begynde fasen med etablering af et nyt nationalt museum for naturen.

”Det er ikke ofte, at der bliver bygget nye museer i den størrelse i Danmark, og det har været en meget spændende opgave for os. Det er nogle fantastiske rammer, vi har bygget til Københavns Universitet, og vi er glade for, at vi nu har overdraget til brugeren, så bygningen kan indrettes med museumsudstillinger,” siger anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen, Vejdirektoratet.

Hos Københavns Universitet glæder rektor Henrik C. Wegener sig også over nyheden:

”Det er et museum i verdensklasse, vi kommer til at lave her. Jeg glæder mig umådeligt meget til den dag, vi kan begynde at byde gæster indenfor om nogle år.”

Fakta om byggeriet

Københavns Universitet får med byggeriet cirka 32.000 m2 fordelt mellem nye underjordiske udstillingsrum og eksisterende bygninger, som er ombygget til museumsformål, mens der i Det nye nationalmuseum for naturhistorie samler Statens Naturhistoriske Museum, som i dag har besøgsadresserne Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum.

Det nye Statens Naturhistoriske Museum er tegnet af Lundgaard og Tranberg Arkitekter og arkitekt Claus Pryds og forener eksisterende og nye bygninger med underjordiske udstillingsrum.

Museet finansieres med støtte fra Villum Fonden, Det Obelske Familiefond, Novo Nordisk Fonden samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Derudover bidrager Københavns Universitet og staten til finansieringen.

Like
0
Dislike
0
Love
0
Angry
0