Et nyt boligområde er under opførelse i Haslev. Det nye kvarter er døbt “Lysholm Have” og kommer til at rumme 153 nye boliger, enheder på mellem 65 og 125 kvadratmeter, som skal tiltrække både nystiftede familier, seniorer og singler.
Byggeriets opstart blev markeret i går eftermiddag, ved at administrerende direktør i HusCompagniet Martin Ravn-Nielsen (t.v.), direktør i Velkomn, Peter Uldall og Faxe Kommunes borgmester Ole Vive (V) tog det første spadestik.
-Vores kommune og ikke mindst Haslev by er attraktiv i forhold til bosætning. Derfor glæder det mig at se et boligområde som dette skyde op. Både til glæde for dem, der flytter hertil udefra og dem, som allerede bor her, men som ønsker et nyt hjem. Jeg ønsker projektet god vind, siger Ole Vive.
Læs også: Velkomn indgår aftale med nordens største husbygger
Ifølge Peter Uldall Borch, direktør for ejendomsselskabet Velkomn, vil der blive lagt vægt på at skabe rum, som er med til at styrke det lokalt fællesskab.
– Vi ser tydelige tendenser i retning af, at flere danskere ønsker sig en bekymringsfri hverdag, hvor alt det vigtige er inden for rækkevidde. Derfor har vi i dag taget første spadestik til et område som, udover boligerne, kommer til at indbyde til fællesskab for dem, der ønsker det. Vi tror meget på, at det gode naboskab er en gevinst både for vores beboere og Velkomn, og det kommer vi til at understøtte både med de fysiske rammer og beboeraktiviteter, siger Peter Uldall Borch.
Træ kommer til at indgå som kernekomponent i både arkitekturen og konstruktionen af det nye rækkehusbyggeri, der bliver produceret på HusCompagniets egen fabrik i Esbjerg.
– Vi har set frem til at sætte gang i dette attraktive rækkehusprojekt, hvor ambitionen har været at bygge huse af høj kvalitet men med stor fokus på det samlede klimaaftryk. Vi håber på, at vi med dette samarbejde kan opbygge et stærkt og strategisk partnerskab, hvor vi med vores erfaring og ekspertise kan understøtte Velkomns ambition om at etablere en stærk position på det danske rækkehusmarked, afslutter CEO i HusCompagniet Martin Ravn-Nielsen.
IndustryRadar Danmark
Lindhagensgatan 53
112 43 Stockholm, Sverige
Kundeservice: +468 – 400 22 620
Administrerende direktør: Oscar Lundberg
Redaktionschef: Myrna Whitaker
Ejer: IndustryRadar AB(SE), et uafhængigt,
(redaktionelt uafhængigt selskab)
Organisationsnummer: 559303-9182
[email protected]
Copyright iRadar.dk – 2024