Byggeri
5 mins read

Krævende anlægningsarbejde på norske Jan Mayen

22/05/2025, 10:55
Model af den ny stationsbygning på Jan Mayen.
Model af den nye stationsbygning på Jan Mayen. Kilde: Forsvarsbygg/ Link Arkitektur AS

– Jan Mayen er strategisk vigtig for Norge og vores evne til at overvåge og have situationsforståelse i nordområderne. Fortsat bred norsk civil og militær tilstedeværelse og aktivitet på Jan Mayen er vigtig for at markere norsk suverænitet og hævde norske interesser på Jan Mayen. Nye bygninger er et betydeligt løft, som vil skabe gode og trygge arbejdsforhold for personel, der er udstationeret på Jan Mayen, siger statssekretær Marte Gerhardsen i Forsvarsdepartementet.

Statssekretær i Justis- og beredskapsdepartementet Kristine Kallset tillægger:

– Opgraderingen af stationen vil styrke den norsk tilstedeværelse på øen. Samfundet på Jan Mayen udfører tjenester for flere civile aktører. Ikke mindst vil nye de nye bygninger skabe grundlaget for at man kan løse opgaver på en god måde fremover.

– Dette er en krævende og vigtig opgave, vi er stolte over at gennemføre. Dagens bygninger fra slutningen af 50’erne er gamle og nedslidte, så vi ved, at de der arbejder her på øen længe har ønsket at at få dette på plads, udtaler projektchef Odd Erik Martinsen i Forsvarsbygg.

Cyberforsvaret: – Meget vigtigt for os

Chefen for Cyberforsvaret, generalmajor Halvor Johansen bekræfter dette:

– Vi er glade for, at processen er i gang, og ser frem til fornyelsen af bygningsmassen på Jan Mayen. Funktionelle og forsvarlige arbejds- og boforhold for personellet er meget vigtige for os og for den opgave, Forsvaret har på øen.

Læs også: Norges første vindmølle i Antarktis

Første båd på vej

Her i maj sejlede den første båd ud fra Trøndelag med retning mod øen højt mod nord, mellem Norge og Grønland. Først bygges en ny midlertidig indkvartering, som så skal bruges til byggearbejderne. Der skal være fuld drift på øen, samtidig med at arbejdet pågår.

– Forsvarsbygg har den kompetence og erfaring, der er nødvendig for at løse en vigtig opgave for Norge og det norske samfund på en god måde. Vi er meget glade for, at samarbejdspartner og samarbejdsentreprenør Hæhre Arctic AS er med på holdet. De har lang erfaring med byggeprojekter i arktiske himmelstrøg, siger Martinsen.

Prøve kræfter

– Vi nærmer os nu afslutningen på projekterings- og planlægningsfasen, og vi glæder os meget til at gå i gang med byggeriet. Det er jo det, der er sjovest. Nu er vi spændte på at prøve kræfter med de barske forhold på vulkanøen langt ude i ishavet, siger Hæhre Arctics projektledere Audhild Storbråten og Martin Nerhus Øen.

Krævende og kompleks logistikoperation

En række forskellige fartøjer vil blive benyttet for at kunne begynde byggeriet på øen, oplyser projektleder Kåre Nordsjø i Forsvarsbygg.

– Da der ikke er en kaj på Jan Mayen, vil der blive benyttet egen pram. Denne trækkes ind med wire og ud igen med slæbebåde. Tanken er at lægge prammen ind mod land og derefter laste materiel fra godsbåden, som går i shuttle-fart til fastlandet, via prammen og ind på land, forklarer han.

– Derudover vil der komme egne både med grus og masse, som skal bruges i anlægsarbejdet. Vi er spændte på vejr, vind og bølgehøjde, som vil påvirke vores mulighed for at losse. Vi har et smalt tidsvindue, men vi er godt forberedt, siger han.

Ikke ligefrem et standard-byggeprojekt

Nordsjø samarbejder med Randi Grethe Pedersen, som også er projektleder i den meget omfattende og komplekse opgave. Hun uddyber det unikke ved det, der nu skal ske:

– Der er ingen kaj på Jan Mayen. Alt materiel og personale skal ind med båd eller fly, og logistikken er krævende. Selve bygningerne, vi skal opføre, skal kunne tåle kraftige jordskælv, der er målt op mod 7 på Richterskalaen. Vi bygger i et vulkansk landskab, øen har en aktiv vulkan. Vi skal også tage det ekstreme vejr med i planlægningen, siger hun og fortsætter:

– Det er ikke ligetil at bygge i arktiske områder. Der er mange krævende faktorer at tage hensyn til, men vi har brugt tiden godt og planlagt i tæt samarbejde med Hæhre og rådgivergruppen, Cyberforsvaret og mange andre. Nu er den første båd med bygningsmoduler på vej. Dette er en stor og vigtig milepæl, som vi har set frem til og planlagt for i lang tid. Nu er vi rigtig i gang, og det er godt, siger hun.

Vigtig kapacitet

Stationsbygningen på 5300 m2 skal rumme alle funktioner, personellet på øen har brug for, for at leve og bo og udføre deres job. Derudover kommer øvrige bygninger på over 3000 m2.

Alt skal være under samme tag i stations- eller hovedbygningen, så de, der arbejder og bor der, kan være helt selvforsynende uanset vind, sne eller jordskælv. I løbet af vinteren er bygningerne i Olonkinbyen nemlig nærmest begravet i de enorme snemasser, og vinden fra havet og fjeldet er både uforudsigelig og voldsom.

Stationsbygningen skal derfor indeholde indkvarteringsdel, køkken, kontorer, værksted, elektronikafdeling, træning/gymnastiksal, fritidsrum, brandstation og sygestue. Med andre ord: Alt personellet på øen skal bo der og løse deres opgave under ofte meget krævende forhold.

Forsvarsbygg sigter mod, at den nye station skal være operativ i løbet af første halvår 2027. Projektet har samlet set en økonomisk styringsramme på lige under 1,5 milliarder norske kroner.

Vigtigt for Norge

– Dette er virkelig spændende, og et helt unikt projekt! Vi er stolte ove,r at have ansvaret for at gennemføre et så vigtigt projekt for Norge. Projektet vil give de ansatte på Jan Mayen nye, funktionelle og moderne bygninger og anlæg. De løser en vigtig opgave for os alle. De fortjener gode og specialtilpassede bygninger, afslutter Pedersen.

Fakta om Jan Mayen:

Jan Mayen er en 377 km² stor, arktisk ø, som siden 1930 er en del af Norge, og som ligger ensomt langt ude på havet, 1000 kilometer øst for Norge og 500 kilometer vest for Grønland.

Her arbejder og bor 19 personer seks måneder ad gangen. Blandt andet har Meteorologisk Institutt bemanding på øen, udover at Forsvaret har personale her. Alle bor, arbejder og lever sammen.

Ud over den seismiske aktivitet har Jan Mayen Norges eneste aktive og verdens nordligste vulkan, Beerenberg, som rager 2277 meter op over havet. Den havde senest udbrud i 1985.

Teksten er en oversættelse af en artikel fra vores norske søstermagasin iRadar.

#norge
Agner Clausen