Energi
5 mins read

Bred politisk aftale møder begejstring

20/05/2025, 11:14
Offshore vindmøllepark
Foto: Nicholas Doherty/Unsplash

“Aftalepartierne har valgt at lytte til opstillerne af havvind og til markedet, der har været præget af usikkerhed og stigende omkostninger. Markedet har efterspurgt større fleksibilitet, og at staten skal påtage sig risikoen for udviklingen af elpriserne,” meddeler Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og fortsætter:

“Derfor står aftalepartierne sammen om at give mere attraktive vilkår til dansk havvind og er enige om at give statsstøtte, så havvindmøllerne kommer op at stå. Det er budprisen og udviklingen af elpriserne, der afgør, om det bliver nødvendigt at støtte projekterne, eller der omvendt kommer penge ind til staten.”

“Vi har brug for mere sikker grøn strøm og energi for at gøre Danmark og Europa uafhængige af energi fra Rusland. Det tager vi et stort skridt hen imod nu. Der har globalt været bump på vejen i at få havvind op de seneste år, og derfor er vi også blevet enige om, at staten vil give en hjælpende hånd til projekterne, hvis det bliver nødvendigt. Vi har valgt placeringer i både Øst- og Vestdanmark, så parkerne gavner elprisen i hele Danmark, og der kommer lokale arbejdspladser og erhvervsmuligheder på begge sider af Storebælt. De mange partier bag aftalen har valgt handlingens vej og at tage ansvar i en usikker tid, og det vil jeg gerne sige tak for,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Brintbrancheforeningen

Aftalen har vagt glæde i energibranchen. Brintbranchens direktør Tejs Laustsen Jensen udtaler:

”Med dagens aftale er der kommet afklaring efter det mislykkede udbud i december. Nu er der behov for at vi tager fat på næste skridt, nemlig at øge efterspørgslen på grøn strøm. Der er et massivt behov for at styrke produktionen af grønne PtX-brændstoffer – både af hensyn til klima, forsyningssikkerhed og økonomi og det bør være det næste politiske fokusområde. Der er brug for en ny og refokuseret indsats for at indfri Danmarks fulde grønne potentiale.”

Dansk Industri

Dansk Industri hilser også dagens politiske aftale velkommen. Morten Høyer, politisk direktør i DI uddeler roser:

“Regeringen og aftalepartierne har været hurtige til at samle trådene, lytte til markedet og sikre de nødvendige økonomiske rammer. Det er afgørende i en tid, hvor klimakrisen kræver hurtig og målrettet handling,” og tillægger:

“Det er blevet markant dyrere at opføre og drive havvindsprojekter, og på nuværende tidspunkt kan de ikke opføres uden statslig risikoafdækning og dermed offentlige midler. Det ændrer dog ikke ved, at en markant udbygning af grøn strøm i Danmark er nødvendig for at sikre både den grønne omstilling og Europas forsyningssikkerhed, hvor havvind har en central rolle.”

Green Power Denmark

Kristian Jensen, administrerende direktør for Green Power Denmark, byder også aftalen velkommen, men peger på at arbejdet hermed ikke er afsluttet:

“Med den politiske aftale har man så at sige løst én side af professorterningen, så alle felterne er blå for havvindsudbuddet. Nu skal man så kaste sig over de andre sider af terningen, nemlig forholdene for grøn energi på land og en hurtigere elektrificering af Danmark. Det forventer vi, at man gør med samme iver og engagement, som vi har set under havvindsforhandlingerne.”

Dansk Metal

Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal peger på vigtigheden af aftalen:

”Det her er et stærkt signal til industrien og omverdenen om, at Danmark mener det alvorligt med grøn energi og grønne arbejdspladser. Der har været for meget stop-and-go politik på havvind, og det har kostet arbejdspladser. Det bliver der rettet op på nu.”

Han advarer dog mod en fælde man kunne falde i:

”Når vi i Danmark igen udbyder havvind med statsstøtte, skal vi stille krav. Vi skal sikre, at de virksomheder, der vinder opgaverne og dermed skal modtage skatteborgernes penge, også skal tage ansvar for at uddanne fremtidens arbejdskraft. Det er den model, som arbejdsmarkedets parter har lavet for industrien, og det bør også gælde for den store udrulning af havvind.”

Fakta om aftalen

  • Der udbydes 3 GW fordelt på tre havvindmølleparker – fordelt i Øst- og Vestdanmark. Havvindmølleparkerne vil samlet kunne levere strøm til tre millioner husstande.
  • Der forventes opsat 150 møller på hver 20 MW. Møllerne forventes at have et 150 meter højt tårn og en vingediameter på 260 meter med en samlet højde på 280 meter.
  • Aftalepartierne har prioriteret 27,6 milliarder kroner i statsstøtte med en forsikring på op til 55,2 milliarder kr. via en 2-sidet kapabilitetsbaseret ‘contract for difference’-model.
  • Det er budprisen og udviklingen af elpriserne, der afgør, om det bliver nødvendigt at støtte projekterne, eller om der omvendt kommer penge ind til staten.
  • Det forventes, at virksomhederne selv vil investere 57 milliarder kroner i opførslen af de tre havvindmølleparker.
  • Parkerne udbydes med en række adgangskrav, der skal hæve barren i forhold til miljømæssig bæredygtighed og social ansvarlighed.
  • Udbuddene for alle tre parker åbner i efteråret 2025. Nordsøen Midt og Hesselø forventes at have budfrist i foråret 2026, og Nordsøen Syd vil have forventet budfrist i efteråret 2027.
  • De første to parker udbydes med etableringsfrist i 2032, den sidste park med etableringsfrist i 2033.
  • De øvrige forundersøgte arealer i forbindelse med 6 GW-udbuddene skal på sigt i spil i et tempo, hvor markedet kan bære det, og som kan understøtte, at Danmark bliver nettoeksportør af grøn strøm.
#energi- og forsyningsministeriet
Agner Clausen