En vindmøllevinge bliver skåret op på Esbjerg Havn Fra afhandlingen, Kristine Wilhelm Lund/SDU
I sin ph.d.-afhandling har Kristine Wilhelm Lund fra SDU undersøgt, om genanvendelse af vingerne er mulig rent praktisk, logistisk og økonomisk. Og det er det, er hendes konklusion.
0
Brugte vindmøllevinger bliver i dag ofte deponeret, ved at man graver dem ned i jorden. Det er selvfølgelig ikke en holdbar løsning. Forsker Kristine Wilhelm Lund peger i sin ph.d. afhandling på at der allerede nu findes flere metoder til genanvendelse af vingerne.
Udfordringen er at vindmøllevingerne består af et komposit, bestående af glasfiber og hærdet plast. Man kender til forskellige løsninger til at genanvende materialet, men det nye i Kristine Wilhelm Lunds afhandling er at hun har undersøgt, hvordan det rent praktisk, logistisk og økonomisk kan lade sig gøre.
Hendes konklusion, er at man allerede skal bruge de metoder, som allerede nu findes, frem for at deponere vingerne i jorden.
De fire metoder
Det findes fire løsninger. To af dem er mindre holdbare, mens man ved de andre to metoder kan skille kompositmaterialerne ad.
Den mest ligefremme metode for genanvendelse er det, man på engelsk kalder cement co-processing. Metoden går ud på at helt enkel brænder de opskårne vindmøllevinger i cementproduktionens ovne. Plasten erstatter noget andet brændsel. På denne måde skilles glasfibrene fra og kan bruges som fyld i cementen.
En lidt bedre metode er at nedbryde vingerne mekanisk i en stor kværn og så genbruge det knuste materiale i for eksempel byggematerialer. Disse to teknolog kan sættes i gang med det samme, siger Kristine Wilhelm Lund.
Der er dog en hage ved disse metoder:
– Men i begge tilfælde kan man på sin vis sige, at man blot har deponeret materialet i et andet produkt i stedet for i jorden. Når byggematerialerne eller cementen med glasfiberfyld en dag bliver smidt ud, kræver det, at man også dér har en måde at genanvende det på, siger hun.
De to andre metoder, hun nævner er dog cirkulære, og er derfor bedre alternativer. Disse metoder skal dog udvikles yderligere før man for alvor kan gøre brug af dem.
Fælles for disse metoder er at man skiller materialet ad.
en metode hedder pyrolyse. Ved denne metode tvinger man materialerne fra hinanden ved hjælp af opvarmning uden ilt. Derefter kan glasfibrene videreforarbejdes og smeltes om, inden de igen kan bruges i nye vindmøllervinger eller andre kompositprodukter.
Og så er der solvolyse, hvor princippet er det samme, skiller glasfibrene fra epoxyen eller polyesteren ad kemisk vej.
– En af konklusionerne i mit studie er, at vi er nødt til at gøre brug af alle fire ruter, siger hun.
– Vi kan ikke pege på én enkelt løsning som den bedste, fordi de er på forskellige udviklingsniveauer, og vi har brug for både de mere etablerede teknologier og dem, der stadig er under udvikling, for at kunne håndtere de store mængder af affald effektivt.
Agner Clausen 
Myrna Whitaker 
