Som det første af sin slags skal et kraftvarmeværk i Rønne genbruges som central komponent i fremtidens energisystem. Her bringer Teknologisk Institut og partnere forskellige teknologier i spil for at lagre overskydende energi fra sol og vind og frigive den, når behovet opstår.
I hele Europa sættes flere og flere fossile kraftværker ud af spil. Men i stedet for at bygge helt nye anlæg undersøger man i et nyt projekt, Second Life for Power Plants (2LIPP), undersøger man mulighederne for at genbruge visse dele af kraftværkerne.
Læs også: Varmelagring i beton og mursten kan blive en vigtig brik i den grønne omstilling
– Det, vi arbejder på i EU-projektet 2LIPP, er at finde en løsning, der både bevarer kraftværkernes værdi og erfaringer. Samtidig skal de indgå i en grøn omstilling uden at gå på kompromis med elnettets stabilitet. Vi genbruger dele af kraftvarmeværkets oprindelige teknologi, herunder dampturbine, generator, kontrolsystemer samt tilslutning til el- og fjernvarmenet, mens en ny blok med nye lagringsteknologier tilføjes, fortæller Katharina Brarup Schäfer, konsulent på Teknologisk Institut.
Læs også: 28 milliarder til CO2-fangst og -lagring
En vigtig del af løsningen er at integrere flere typer af energilagringsteknologier. Den første omfatter lagring i flydende hydroxidsalt, som er en billig og effektiv metode til at lagre energi. Den anden er genbrugte bilbatterier, der repræsenterer en miljøvenlig og omkostningseffektiv tilgang, og den sidste er et højteknologisk svinghjul. Et højteknologisk svinghjul er en avanceret energilagringsenhed, der bruger roterende masse til at lagre og afgive energi. Det fungerer ved at omdanne elektrisk energi til kinetisk energi og derefter tilbage til elektricitet, når det er nødvendigt.
– Vi udnytter forskellige lagringsteknologier for at skabe en fleksibel og robust løsning, der kan levere grøn energi tilbage til elnettet. Det handler om at kunne lagre overskydende energi fra fx vind og bruge den senere, når produktionen fx på grund af vejrforholdene, ikke dækker efterspørgslen, forklarer Katharina Brarup Schäfer, konsulent på Teknologisk Institut,
Den kombinerede energilagringsløsning bliver styret af et innovativt energistyringssystem (EMS), som balancerer udbud og efterspørgsel på både varme og strøm. Systemet sikrer, at kraftværker kan støtte elnettet med en høj andel vedvarende energi uden at kompromittere forsyningssikkerheden.
Estimater viser, at løsningen kan fastholde værdier i Europa på op til 1,2 milliarder euro i aktiver, som ellers ville være gået tabt med kontinentets kraftvarmeværker. Der er samtidigt stort potentiale for at opgradere op til 500 GW af den eksisterende energikapacitet på kraftværker i Europa.
– Det unikke ved 2LIPP er, at vi med relativt lave omkostninger grundet genanvendeligheden, kan skabe en energilagringsløsning, der kan implementeres bredt på tværs af Europa. Det handler om at få mest muligt ud af de ressourcer, vi allerede har til rådighed, og om at gøre energisystemet mere fleksibelt og bæredygtigt på lang sigt, siger Katharina Brarup Schäfer.
IndustryRadar Danmark
Lindhagensgatan 53
112 43 Stockholm, Sverige
Kundeservice: +468 – 400 22 620
Administrerende direktør: Oscar Lundberg
Redaktionschef: Myrna Whitaker
Ejer: IndustryRadar AB(SE), et uafhængigt,
(redaktionelt uafhængigt selskab)
Organisationsnummer: 559303-9182
[email protected]
Copyright iRadar.dk – 2025