Infrastruktur
3 mins read

Hvorfor gik det ikke galt?

6/03/2025, 11:26
København Syd, en af de nye stationer på linje M4.
København Syd, en af de nye stationer på linje M4. Foto: Rasmus Hjortshøj / Metroselskabet.
Agner Clausen Agner Clausen
Like 0

Af skade bliver man klog, men sjældent rigere, lyder et ordsprog. Men skal man se lidt mere optimistisk på tingene, så kan man også lære meget af sine successer. Det er filosofien bag ved en 48 sider lang rapport Evaluering af M4 Sydhavn, som samler de erfaringer de implicerede virksomheder har gjort sig i løbet af de seks år, det tog at fuldføre anlæggelsen af det københavnske metrosystems nyeste skud på stammen, M4 Sydhavn. Linjen blev idriftsat den 22. juni 2024 og i modsætning til så mange andre megaprojekter overholdte anlægningen både tidsplanen og den budgetterede pris.

Fem centrale årsager til succes

Rapporten, der bygger på 22 interviews med interne og eksterne centrale aktører, identificerer de forhold, som har haft betydning for, at dette lykkedes:

  • Et tillidsbaseret samarbejde
  • En fleksibel og løsningsorienteret tilgang hos alle involverede parter
  • Stærke erfaringer og kompetencer hos alle parter
  • En hensigtsmæssig selskabsstruktur og klare incitamenter
  • En solid governance-model

Ikke overraskende peges der på et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem parterne. Desuden blev der lagt væk på faste 1-1 møder og sociale arrangementer.

God dialog, planlægning og fleksibilitet

Metroselskabets direktør, Mikkel Kjær Jensen, glæder sig over successen og peger på vigtigheden af god dialog:

– Metroudvidelsen til Sydhavn og Valby er et bevis på, at vi som bygherre kan levere store og komplekse infrastrukturprojekter effektivt og med høj kvalitet. Det er også et udtryk for stor fleksibilitet og gode samarbejdsevner hos vores entreprenører på projektet. Konklusionerne skal nu bruges til at styrke fremtidige projekter og deles i dialog med branchen.

Han peger også på vigtigheden af minutiøs planlægning inden man igangsætter et sådant enormt projekt:

– Vi trak på værdifulde erfaringer fra M3-linjen, som vi åbnede i 2019, herunder både de gode og de mindre gode erfaringer, og lavede en prioriteret planlægning. Vi satte tid af til de processer, som erfaringsmæssigt tager lang tid, og den grundige planlægning gav en kortere og mere smidig anlægsfase. Det gav også myndighederne bedre muligheder for at planlægge deres del af arbejdet.

Vellykket projektledelse

Evalueringen blev foretaget af Implement Consulting Group. Senior konsulent Mikkel Gram Colding roser projektets gennemførelse og peger på opskriften på det vellykkede samarbejde:

– Metroprojektet er et rigtig godt eksempel på vellykket projektledelse inden for store infrastrukturprojekter. Metroselskabet og selskabets samarbejdspartnere har demonstreret, hvordan en strategisk og samtidig fleksibel tilgang til samarbejde, governance og planlægning kan sikre, at megaprojekter leveres til tiden, inden for budgettet og med de ønskede gevinster.

FAKTA:

Entreprenører og rådgivere på projektet:

  • TUNN3L JV: Anlæg af de fem nye metrostationer og tunnelerne.
  • Rhomberg EFACEC JV: Byggeri af spor og strømforsyning.
    Hitachi: Levering af styresystem, kabler i tunneler og tog.
  • Metro Service: Drift og vedligeholdelse som underleverandør til Hitachi.
  • COWI og Systra: Metroselskabets rådgivere på projektet.
  • Aarsleff Rail: Byggeri af det fælles omstigningsområde mellem Metro, S-tog og fjern- og regionaltog på København Syd.

Generelt om Metroen

  • Det samlede metronet består af 44 stationer og 43 kilometer spor.
  • De første metrostationer åbnede i 2002, og de nyeste stationer åbnede i 2024.

Passagertal for det samlede metronet:

  • 2024: 126 mio. passagerer
  • 2023: 120 mio. passagerer
  • 2022: 108 mio. passagerer
#aarsleff #cowi #implement consulting group #metroselskabet #systra
Like
0
Dislike
0
Love
0
Angry
0