Infrastruktur
2 mins read

NKTs nye kabeltårn er Nordens næsthøjeste bygning

5/11/2024, 09:55
NKTs nye 200 meter høje kabeltårn i Karlskrona
Foto: NKT
Agner Clausen Agner Clausen
Like 0

Den øgede elektrificering af Europa kræver udbygning af det eksisterende elnet i de kommende år. Det er brug for mange tusinde kilometer kabler for at imødekomme behovet. For NKT har det betydet store investeringer i produktionsapparatet, ikke mindst på deres fabrik i Karlskrona i Sverige.

Her står deres nye kabeltårn færdigt, som med sine 200 meter er den næsthøjeste struktur i Norden, kun overgået af Karlatornet i Gøteborg på 246 meter.

Læs også: NKT bygger verdens største fabrik for højspændingssøkabler

Tårnet er en vigtig del af produktionsprocessen af højspændingskabler med spændingsniveauer på op til 640 kV. Et enkelt kabelpar af denne slags har kapacitet til at forsyne op til 3.000.000 husstande.

Tårnets højde er afgørende for afkøling af kabelisoleringen, da kablerne skal hænge lodret for korrekt køling under produktionen.

Darren Fennell, Executive Vice President og Head of HV Solutions Karlskrona i NKT, fortæller om det nye kabeltårn:

– Under byggeriet fik vi leveret cement døgnet rundt, hvilket muliggjorde, at tårnet voksede med 2,6 meter om dagen. Dette er det tredje tårn på fabrikken i Karlskrona, og udvidelsen er et resultat af den rekordhøje ordrebeholdning, vi har af projekter for at styrke og udvide de globale elnet. Fabrikken bliver verdens største produktionssted af offshore-kabler, hvilket understreger vores afgørende rolle i elektrificeringen af store dele af verden. Vi håber, at tårnet vil blive et symbol på den global omstilling til vedvarende energi.

Læs også: NKT skal levere 7.200 km kabel til hollandsk forsyningsselskab

Kabeltårnet indgår i en overordnet investeringsplan, som også omfatter et nyt kabelskib. NKT forventer at de nye faciliteter vil skabe 500 nye arbejdspladser i Karlskrona.

– Vi er ikke kun en stor arbejdsgiver i Karlskrona, men også en nøglespiller i den globale energiomstilling. Gennem vores investeringer bidrager vi til at opbygge et robust elnet i både Sverige og Europa, hvor vi er en af de få virksomheder, der kan producere de højspændingskabler, som er centrale for at opbygge den fremtidige energiinfrastruktur, siger Darren Fennell.

#karlskrona #nkt #norden #sverige
Like
0
Dislike
0
Love
0
Angry
0