Infrastruktur
3 mins read

Ny Sweco-rapport: I 2100 vil der være over dobbelt så mange hedebølgedage i København – sådan forbereder vi infrastrukturen

25/07/2024, 09:15
Ny Sweco-rapport: I 2100 vil der være over dobbelt så mange hedebølgedage i København – sådan forbereder vi infrastrukturen
Billede: Patrick Federi
Agner Clausen Agner Clausen
Like 0

En ny Sweco-rapport viser, at de europæiske byer bliver varmer og varmere: De seneste 20 år er den varmerelaterede dødelighed steget med 30 % i Europa.

Temperaturstigningerne er et globalt fænomen, men Europa overopheder dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit, hvilket udgør en risiko for folkesundheden, infrastrukturen og økonomien. Rapporten fremhæver særligt eksempler fra København og Odense, der viser, hvordan danske byer kan være frontløbere i kampen mod heden forårsaget af klimaforandringer.

København køler byen ned med havvand

I København er varmeudfordringen særligt stor: Fra 2020 til 2100 vil antallet af dage med hedebølge i København stige med hele 160 %, hvilket svarer til mere end 38 dage med hedebølger.

Københavns Kommune har derfor implementeret flere løsninger for at modvirke den stigende varme. Et af de mest bemærkelsesværdige initiativer er byens distriktskølingssystem, der bruger havvand til at absorbere varme. Det giver en anslået reduktion af CO2-udledninger på 70 % sammenlignet med traditionelle aircondition-anlæg.

Jan Rasmussen, projektchef i Teknik- og Miljøforvaltningens afdeling for Klimatilpasning i Københavns Kommune, siger:

”I Københavns Kommunes klimatilpasningsplan har vi identificeret stigende temperaturer som en udfordring, der vil vokse i takt med klimaforandringerne. Vi har påbegyndt undersøgelse af problemets omfang og mulige tiltag, der kan reducere overophedning i byområder.

Odense kommune har lavet et Urban Heat Map

Sweco har hjulpet Odense Kommune med at udarbejde et Urban Heat Map over byen.

Camilla Hvid, der arbejder med klimatilpasning og bæredygtighed i byområder i Sweco, siger:

”Et urban heat map er en effektiv måde at kortlægge byens overfladetemperaturer på. Det kan sammen med en demografisk analyse danne grundlag for at identificere områder, hvor man særligt bør iværksætte begrønning og justering af farven på tage, fliser, asfalt og anden belægning i byen.”

Sweco giver følgende forslag til at imødekomme de fremtidige infrastrukturelle udfordringer:

  • Tænk klimatilpasning ind i byplanlægning: Buske, træer og vandløb er med til at sænke temperaturen. For eksempel giver skygge fra træer en 12 grader lavere temperatur i gaderne.
  • Optimér byplanstrategier: For langsigtet at forebygge hedebølger er der brug for, at beslutningstagerne laver strategier på baggrund af evidensbaseret viden i form af for eksempel et Urban Heat Map.
  • Samarbejd og del viden: Samarbejde mellem myndigheder og samfundet er afgørende for at skabe effektive løsninger. Kommunerne kan desuden have stor gavn af at dele viden.
  • Formuler en langsigtet vision for at afbøde effekten af varmestigning: Myndigheder og beslutningstagere skal formulere effektive og moderne strategier for at beskytte sårbare befolkningsgrupper mod ekstrem varme og for at sikre den generelle folkesundhed.
Like
0
Dislike
0
Love
0
Angry
0