Infrastruktur
2 mins read

Robot revolutionerer ledningsarbejde

5/02/2025, 10:18
En gravemaskine graver i forbindelse med et rørinstallation eller ledningsinstallation
Ved traditionel gravearbejde skal man grave og flytte store mængder jord. Foto: Aarhus Vand.
Agner Clausen Agner Clausen
Like 0

Etablering af vandledninger indebærer at man skal fjerne store mængder jord. Det skyldes at anlægningsarbejderne skal koble vandledningerne, og derfor skal renden have en vis størrelse, for at de kan få plads til at arbejde. Efterfølgende skal jorden køres væk, hvilket udgør en belastning på miljø og klima. Og selv om gravearbejdet foretages med en maskine, er graveopgaver forbundet med fysisk hårdt arbejde, som kan lede til nedslidning. Det skal en robot nu afhjælpe, så at arbejderne i fremtiden kan stå på terræn og udføre gravearbejdet. Robotten skal desuden selv foretage rørinstallationerne og reparationer.

Robotten tager over

Med robotvirksomheden Robsub i spidsen og de tre største danske vandforsyninger i ryggen, Aarhus Vand, Vandcenter Syd og Hofor skal en eksisterende prototype af en robot videreudvikles. Virksomheden Pernexus Systems deltager også med opsamling af data.

Projektet støttes med i alt 6,7 millioner af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram under Miljø- og Ligestillingsministeriet.

Læs også: Robotter og AI – byggebranchen halter efter

– Produktet skal ud at virke hos forsyningerne – vi skal påvise, at vi kan fremme sikkerheden og bæredygtigheden med vores løsning – at robotter skal give mennesker bedre arbejdsvilkår, og at der med automatisering kan bespares kritiske ressourcer og beskytte miljøet, siger Cecilie Røes Andersen, CEO hos Robsub, i en pressemeddelelse.

Traditionelt gravearbejde

De tre forsyningsselskaber skal bidrage med indsigt i, hvordan anlægsarbejdet foregår i dag, og hvordan en robot kan hjælpe med effektivt at reparere stikledninger.

Hos Aarhus Vandforsyning ser man frem til at kunne gøre brug af graverobotten, for der er arbejdsmiljømæssige fordele, der er til at få øje på:

– Jeg ser, at vi kan forbedre vores arbejdsmiljø. Arbejde i en udgravning er både forbundet med slitage på grund af dårlig arbejdsstilling og risici, fordi der kan være højspændingsledninger i jorden, forklarer Inge Borre Haupt, personaleleder Aarhus Vand.

Hun ser desuden også positive klimamæssige gevinster.

– Vi skal med en robot på terræn grave en mindre mængde jord væk og dermed skal en mindre mængde jord bortkøres. Det giver også en positiv klimamæssig gevinst.

Projektet løber fra december 2024 til december 2026.

#aarhus vand #hofor #vandcenter syd
Like
0
Dislike
0
Love
0
Angry
0