Infrastruktur
2 mins read

Solidt dansk aftryk på verdens længste hængebro

24/06/2025, 10:19
Illustration af Messina-broen der forbinder Sicilien med det italienske fastland.
Messinabroen bliver verdens største hængebro med et spænd på 3,3 kilometer. Illustration Dissing+Weitling

Broen over Messina-strædet har længe delt vandende. Det italienske broprojekt har været på tegnebrættet i flere årtier. Projektet har mødt modstand fra miljøorganisationer, lokale fagforeninger og nogle fagfolk, der mener, at jordskælvsrisikoen er for stor til, at man bør bygge en bro på stedet. Men nu virker det til at italienerne har bestemt sig for at broen skal bygges.

Og danske arkitekter og ingeniører har en finger med i spillet når kæmpebroen skal bygges. Dissing+Weitling har nemlig, i samarbejde med Cowi, designet broen. Det er ikke en helt almindelig opgave at forbinde Sicilien med det italienske fastland. Messina-strædet er ellers ikke særlig langt, kun 3,1 kilometer i sammenligning med Storebæltsforbindelsens 18 kilometer. Udfordringen er dog, at strædet er fire gange så dybt som Storebælt. Derfor er løsningen blevet, at de enorme pyloner skal plantes på land i stedet for på havbunden. Det forklarer det enorme spænd på 3,3 kilometer, som gør Messina Broen til verdens længste.

Projektet kommer til at koste omkring 100 milliarder kroner, hvilket er omtrent det dobbelte af Femernforbindelsen.

Fakta

  • I 2005 blev et konsortium udvalgt til at bygge broen, heriblandt danske Cowi og Dissing+Weitling
  • Året efter besluttede den italienske regering at stoppe projektet på grund af den ‘tvivlsomme nytte og levedygtighed’ 
  • I 2023 afsatte den italienske regering penge til broen i finansloven for 2024
#cowi #dissing+weitling #sund&bælt
Agner Clausen