Infrastruktur
2 mins read

Stor graveaktivitet fører til flere graveskader

5/12/2024, 09:49
Stor graveaktivitet fører til flere graveskader
Foto: Vestforbrænding
Agner Clausen Agner Clausen
Like 0

Udbygning af fjernvarme og fibernet har ført til en øget graveaktivitet. Og gravere man mere stiger risikoen for graveskader. I 2023 indberettede ledningsejere 22.546 graveskader til Klimadatastyrelsen, som på det grundlag har udarbejdet en ny graveskaderapport for 2023.

”Der er fortsat mange graveskader i Danmark, og det er selvfølgelig forbundet med store omkostninger for både ejerne af ledningerne i jorden, men også for samfundet som helhed, da vi jo er afhængige af, at den nedgravede infrastruktur er intakt, og at ingen kommer til skade i forbindelse med arbejde på ledningerne,” siger Morten Hvidberg, vicedirektør i Klimadatastyrelsen.

Klimadatastyrelsen driver og opdaterer Ledningsejerregistret (LER). Når en entreprenør planlægger et gravearbejde, er han forpligtet til at efterspørge ledningsoplysning i LER. Da registret i 2023 blev fuldt digitalt, er det blevet enklere hurtigt at få adgang til informationer om hvem der ejer en given ledning. Oplysningerne er samlet i ét samlet kort, og man håber at det nye værktøj kan mindske graveskader.

En del af skaderne opstår, som nævnt, som følge af den øgede graveaktivitet. Men der er to andre faktorer, som også spiller ind. For det første glemmer en del at konsultere LER inden de går i gang med arbejdet og i andre tilfælde er dataene i registeret mangelfulde.

”Digitaliseringen af LER var et stort skridt i bestræbelserne på at nedbringe antallet af graveskader. Men der ligger stadig et arbejde foran os i forhold til at forbedre LER og informere og uddanne både ledningsejerne og entreprenører i at bruge systemet. Vi forsøger hele tiden af få mere viden om, hvordan og hvorfor graveskader sker, og hvad der skal til for at få færre graveskader,” siger Morten Hvidberg.

Fakta:

  • Der er i alt indberettet 22.546 graveskader i 2023.
  • Det er en stigning på lige over 4.000 graveskader ift. 2022.
  • Tallet bygger på indberetninger fra 227 ledningsejere (8%), heraf de fleste større ledningsejere
  • 455 ledningsejere (16%) har indberettet, at de ikke har haft nogle skader.87,0 % af graveskaderne er forvoldt på tele- og dataledninger, mens 6,6 % er forvoldt på el-ledninger.
#klimadatastyrelsen
Like
0
Dislike
0
Love
0
Angry
0