Infrastruktur
2 mins read

Taulov Dry Port skal udvides til 500.000 kvadratmeter logistikfaciliter

28/10/2024, 10:12
Taulov Dry Port skal udvides til 500.000 kvadratmeter logistikfaciliter
Taulov Dry Port har opført de markerede bygninger på Prinsessens Kvarter og Baronessens Kvarter på illustrationen. Hertugens Kvarter er næste udviklingsfase i Taulov Dry Port. Kilde: ADP A/S
Agner Clausen Agner Clausen
Like 0

Havnekoncernen ADP (Associated Danish Ports), der ejer både Fredericia Havn og Nyborg Havn, satser på at udvide Taulov Dry Port (TDP), så at logistikken kan bære den vækst man forudser. Det nye areal, der skal udvikles, Hertugens Kvarter, vil senest 2035 rumme op til 200.000 kvadratmeter lager- og logistikfaciliteter i tillæg til de eksisterende 300.000 kvadratmeter. Ifølge planen skal byggeriet påbegyndes i 2026. TDP bliver derved Danmarks største logistikcentrum.

Aktiviteterne i ADP-koncernen har skabt 9000 fuldtidsjobs. Og med udvidelsen i Taulov Dry Port vil der komme yderligere cirka 600 fuldtidsstillinger i nærområdet. TDP går ind i den næste fase med store forventninger:

– Vi har succesfuldt etableret Danmarks første ”Dry Port” i Taulov i direkte sammenhæng med dybvandshavnen i Fredericia. Det næste skridt er en investering i fremtidig udvikling af dette koncept, som har den klare fordel, at vi allerede har bevist, at vores produkter lever op til de forudsætninger, som globale kunder fra øverste hylde kræver. Dette skal vi nu sammen med eksisterende og nye kunder udforske yderligere, indleder Rune D. Rasmussen, adm. direktør ADP A/S og fastslår:

– Vi har stor tillid til fremtidig vækst i Taulov, fordi Taulov Dry Port er placeret i Trekantområdet med en mangfoldig infrastruktur. Selvfølgelig som baglandsareal til Fredericia Havn, men TDP er ligeledes knyttet direkte op på E45, E20 og har to jernbaneterminaler koblet sammen med havnen samt er i direkte relation til Billund Lufthavn. Vi tilbyder kunderne langt mere fleksibilitet, transportoptimering og flere muligheder, end de kan finde andre steder i Danmark. Udvidelsen i Taulov Dry Port vil også bidrage med mange flere arbejdspladser – både direkte og afledte jobs.

Taulov Dry Port er etableret i et samarbejde mellem ADP A/S og PFA Pension.

– Taulov Dry Port står rigtig stærkt i vores ejendomsportefølje, og nu udvider vi den position. Det gør vi, fordi fremtidsudsigterne i TDP er så stærke. Danmark er en eksport- og importnation, og man kommer ikke uden om, at aktiviteterne i Taulov altid vil spille en central rolle, siger Peter Morgan, Head of Real Estate, PFAog Rune D. Rasmussen er enig med ham:

– Samarbejdet med PFA Pension er banebrydende i Danmark, og det var vores ejere modige nok til at gå ind i. Vores jointventure viser vejen for, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der skal ske, hvis udviklingen skal fortsætte. Havnepartnerskabet anbefaler netop at forbedre mulighederne for kommercielle investeringer i den danske havnebranche. Det bakker vi op om, da den videre udvikling af baglandsarealet fremtidssikrer væksten i den danske transport- og logistikbranche, og det er med til at gøre ADP konkurrencedygtig på den internationale scene.

Læs også: Verdens første metanoldrevne containerskib får fast anløb i Fredericia

#adp a/s #pfa #taulov dry port
Like
0
Dislike
0
Love
0
Angry
0