Det første spadestik blev taget i april, og nu har NCC støbt den 2550 m2 store bundplade til svømmehallen. Der er gået meget arbejde forud for støbningen. Først er kælderen blevet udgravet, hvilket indebar at byggeholdet har måttet fjerne et jordlag på 3,5 meter. Så er der lagt et renselag ud til betonpladen. Og så er bundpladen blevet støbt.
Det kræver nøje planlægning at støbe et så stort gulv. Arbejdet pågår i 20 timer og der skal bruges 1150 m3 beton. For at undgå støbeskel i betonen, må der ikke være ophold i betonleverancen. Der skal bruges 130 læs beton og der kommer en betonbil hver femte minut.
Der må tages hensyn til alle eventualiteter.
”Vi er forberedt på alt det, der ville kunne stoppe processen,” fortæller Klaus Lindgren Johansen, senior produktionschef i NCC Building Nordics’ byggeenhed i Nordjylland. ”Derfor leveres betonen fra to værker, så man kan støbe videre, selvom der skulle ske noget uforudset på den ene. Der er også to pumper klar til støbeopgaven, selvom der kun skal bruges én. Hvis der skulle ske noget med pumpen, er den anden klar som reserve.”
Der er mindre tolerancer end ved andre betonbyggerier, og samtidig er det en opgave, der kræver meget høj finish. Betonen skal sandblæses, når den er tør, og derfor er det vigtigt, at man bruger den rigtige beton.
”Vi anvender udelukkende hele fliser til bassinet. Ikke en eneste bliver skåret. Der findes flisemoduler, der er skabt til formålet, fortæller Hans Mathiasen, der ligeledes er senior produktionschef. ”Det kræver præcision på millimeter at få regnestykket med fliser og fuger til at gå op, så der er ikke plads til fejl.”
Klaus Lindgren Johansen tillægger:
”Vi laver selv forme af træ til bassinerne, for der findes ikke nogen færdige systemer. Det er nærmest snedkerarbejde, så man skal jo have nogle folk, der kan det. Og det har vi heldigvis i vores egenproduktion.”
Svømmecentret er tegnet af Arkitektfirmaet Kjaer & Richter. Ingeniørrådgiver på projektet er Brix & Kamp. NCC har tidligere opført svømmehallen i Gigantium i Aalborg, der ligeledes er tegnet af Kjaer & Richter.
Arbejdet begyndte i marts 2024, og svømmecentret forventes at stå klar til brug i foråret 2026.
IndustryRadar Danmark
Lindhagensgatan 53
112 43 Stockholm, Sverige
Kundeservice: +468 – 400 22 620
Administrerende direktør: Oscar Lundberg
Redaktionschef: Myrna Whitaker
Ejer: IndustryRadar AB(SE), et uafhængigt,
(redaktionelt uafhængigt selskab)
Organisationsnummer: 559303-9182
[email protected]
Copyright iRadar.dk – 2025